12. december 2021
|
||
Efter et års lukning af Kunstnergaarden på grund af CORONA i 2020, er 2021 blevet gennemført med fuldt program hele året dog under hensyn til de til enhver tid gældende covid-19 restriktioner, hvilket har betydet indskrænkning i antallet af gæster til enkelte arrangementer. Håndsprit og mundbind og hvad der ellers har været nødvendigt, i forhold til sikker afvikling, så vi har kunnet passe på hinanden. |
Mandag og onsdag igennem hele året har en gruppe af frivillige arbejdet med færdiggørelsen af café og køkkenprojektet samt øvrige vedligeholdelsesopgaver. Ved udgangen af 2020 var vi nået så langt, at vi kunne gå i gang med at isolere gulvet, lægge rionet ud og støbe. Herefter ville det igen være småt med pengene til indkøb af materialer, men så blev Kunstnergaarden heldigvis begunstiget med to fondsdonationer; en fra Veluxfonden og en fra Trelleborgfonden til det videre arbejde med caféprojektet. Vi fik også ekstra penge fra Sorø Kommune. Så kom der rigtig gang i byggeriet. Alle ydermure blev isoleret og beklædt med gips. Der er lagt trægulv i caféen og klinkegulv i køkkenet og på gangarealer. Herefter blev alle køkkenskabe monteret, dog uden låger, idet vi ikke har fundet de helt rigtige endnu. Køkkenbordpladen er anskaffet og skåret til og mangler at få monteret vaske. Her ved udgangen af året, har vi fået sat et gelænder op til afgrænsning af caféområdet og monteret den smukke gamle trappe, som er blevet grundigt renoveret og lagt gulv på førstesalen, som skal tages i brug på et senere tidspunkt. I september modtog vi en privat donation på 50.000 kr., hvilket gør os i stand til at købe de manglende køkkenlåger og få udført det resterende vvs-arbejde. Nu mangler vi blot penge til nogle af de hårde hvidevarer og andet inventar som f.eks. borde og stole, lamper og køkkengrej. Se billeder af hele forløbet med café-projektet ved at trykke på pilen i højre side af billedet herunder. |
Udstillingsprogrammet til 2022 er næsten klart og vil blive præsenteret på hjemmesiden snarest i det nye år. Vinterjazz i marts med Jesper Thilo og Jacob Fischer er også på plads. Der kan reserveres plads allerede nu. Og så glæder vi os usigeligt meget til at åbne Café Ellen til maj. Caféen er opkaldt efter Lars Saltofte Larsens hustru Ellen, som ofte diverterede med kaffe og kage til gæsterne på gården, når Lars Saltofte havde vist rundt i sin samling. Vi har allerede nu flere aftaler i kalenderen til omvisning i Samlingen, men der er sagtens plads til flere. Vi glæder os til at se jer i 2022. |
|
|